Promoverer Trump en utilsigtet politisk agenda? V2

Tidligere luftede vi her på bloggen ideen om, at Donald Trump fuldstændig uintenderet promoverer en anden agenda end tilsigtet – med andre ord, Donald Trump har Donald Trump tilsyneladende givet Vesten en liberal renæssance.

I det omtalte blogindlæg undersøgte vi problemstillingen ved at kigge på udviklingen i tilslutningen til eksempelvis NATO og frihandel, hvorefter vi inddrog udviklingen i amerikanernes holdning til forskellige udgiftsposter i det føderale budget.

I en artikel fra Fivethirtyeight.com tager den prominente statistiker Nate Silver også spørgsmålet under behandling. Metodemæssigt adskiller Silvers analyse sig fra den føromtalte, idet Silver kigger på tilslutningen til højreradikale (populistiske) partier og kandidater.

Silvers analyse peger i samme retning som konklusionen på vores indlæg: nemlig at der forekommer at være en tendens til, at Trumps utraditionelle stil promoverer en utilsigtet agenda, som peger i en liberal retning (forstået som den brede tilslutning til menneskerettigheder, demokratiske institutioner mv). Dette forekommer en anelse besynderligt, men i føromtalte indlæg, gives der et bud på, hvorfor udviklingen er sådan:

Dette kan tolkes som, at Trump paradoksalt nok promoverer en politisk agenda, som egentlig er hans absolutte antagonisme. Det kan muligvis forklares med, at Trumps karakter er så kontroversiel, at hans ageren hos flere vækker direkte afsky og dermed en ureflekteret politisk modstand herimod. En anden plausibel forklaring er, at Vesten efter en årrække med den såkaldte Tredje vej har anset disse principper som en fundamental nødvendighed – noget, der er blevet taget for givet. Således kan fremkomsten af stærk opposition mod frihandel, den internationale retsorden mv., have affødt et modsvar, fordi vælgersegmentet er blevet opmærksom på fordelene ved tilslutningen til disse principper.

Van der Bellen og den østrigske saga

Artiklen fra Fivethirtyeight tager udgangspunkt i det østrigske præsidentvalg, som stod mellem den “grønne” kandidat, Alexander Van Der Bellen og den højreradikale kandidat fra FPÖ, Norbert Hofer. Ved første valg i maj 2016 var det kun en lille margin, der adskilte de to, hvilket betød, at der skulle afholdes omvalg i december 2016. Resultatet var, at Van Der Bellen vandt med overraskende 8 procentpoint.

Siden da har samme tendens vist sig ved en række valg i europæiske lande:

But the pattern has been repeated so far in every major European election since Trump’s victory. In the Netherlands, France and the U.K., right-wing parties faded down the stretch run of their campaigns and then further underperformed their polls on election day. (The latest example came on Sunday in the French legislative elections, when Marine Le Pen’s National Front received only 13 percent of the vote and one to five seats¹ in the French National Assembly.) The right-wing Alternative for Germany has also faded in polls of the German federal election, which will be contested in September.

Valgresultater i Europa

I forbindelse med parlamentsvalget i Holland, havde flere spået stor fremgang til islamkritikeren Geert Wilders parti, PVV. Resultaterne viste sig imidlertid, at være stik i mod “emerging narrative”, som Silver døber tendensen til, at medier og meningsdannere opblusser et herskende narrativ i meningsdannelsen.

Frankrig

Også i forbindelse med det franske valg, havde flere spået, at Le Pen, særligt i første runde, ville opnå en stor opbakning. Flere mente endvidere, at meningsmålerne var konsistente i deres undervurdering af Le Pen, hvilket ville betyde, at hun fik endnu større opbakning til valget. Faktum er imidlertid, at hun fik 21% i første runde og 34% i anden runde. Altså markant mindre, end hvad meningsmålinger tidligere havde spået.

Storbritannien

Også i England måtte det kontroversielle UKIP se sig decimeret ved parlamentsvalget i juni.

Tyskland

I Tyskland har der i lang tid været et herskende narrativ omkring den (tilsyneladende) fremherskende højrepopulisme, inkarneret ved AfD (Alternative für Deutschland). Det tyske valg er ikke før september, men alligevel er opbakningen til AfD faldet over de seneste måneder.

Oversigt

Som det ses ovenfor, er der ikke nogen fremherskende tendens til, at højrenationale partier underpræsterer i meningsmålingerne, som “emerging narrative” har foreslået. Generelt kan det altså siges, at de højrenationale kandidater har præsteret godt i meningsmålingerne, mens deres valgresultater har været svage. Hvorvidt dette skyldes Trump er et interessant spørgsmål, som ikke kan besvare entydigt, men som Silver konkluderer:

Politics is often cyclical, and endless series of reactions and counterreactions. Sometimes, what seems like the surest sign of an emerging trend can turn out to be its peak instead. It’s usually hard to tell when you’re in the midst of it. Trump probably hasn’t set the nationalist cause back by decades, and the rise of authoritarianism continues to represent an existential threat to liberal democracy. But Trump may have set his cause back by years, especially in Western Europe. At the very least, it’s become harder to make the case that the nationalist tide is still on the rise.

Er EPO præstationsfremmende?

Tour de France står for døren, og den første dopingskandale har allerede ramt Touren, idet Andre Cardoso fra Trek Segafredo har afleveret en positiv dopingprøve. Hvorvidt Cardosos positive prøve bliver enestående i forbindelse med dette års Tour, er tvivlsomt. Ordet EPO vækker nemlig i cykelverdenen harme og afsky – med rette. Det er videnskabeligt påvist, at EPO fremmer kroppens præstationsevne, hvorfor anvendelsen heraf afføder udelukkelse fra cykelsporten. Flere tidligere cykelstjerner – herunder Tyler Hamilton, Lance Armstrong og danske Michael Rasmussen – har berettet om de glade 90’ere og 00’ere, hvor de præstationsfremmende stoffer blev anvendt i flæng, og hvor det var alment kendt, at det var nødvendigt for at sikre sig en kontrakt.

De mange dopingskandaler i cykelsporten betyder, at cykelryttere er udsat for langt flere kontroller end andre sportsudøvere. Men i hvor høj grad virker EPO egentlig? En forskningsgruppe har sat sig ned for at finde svaret. I projektet, som omfatter 48 deltagere, får halvdelen af deltagerne 8 doser delt ud over hele forskningsprojektets varighed.

Som følge af injektionerne, stiger deltagernes hæmoglobinværdier, mens kontrolgruppens værdier er lavere:

Kilde:  Effects of erythropoietin on cycling performance of well trained cyclists: a double-blind, randomised, placebo-controlled trial

Doserne var indrettet i en sådan mængde, at de stemte overens med de beretninger, man har fra tidligere EPO-syndere fra cykelsporten.

Præstationsfremmende?

Det interessante ved projektet er imidlertid ikke målingen af hæmoglobin. Det interessante er, hvordan den EPO-påvirkede gruppe præsterer i forhold til kontrolgruppen. Hvis vi ser på maksimal iltoptagelse pr minut pr kg kropsvægt  (v02max/kondital), var kontrolgruppens gennemsnits kondital ved 56,392. Gruppen, som  havde taget EPO, havde på dag 11 et gennemsnitskondital på 58,564. Det interessante er, at ved slutningen af projektet, er forskellen faktisk næsten uændret: kontrolgruppens gennemsnitlige kondital er 57,415, medens EPO-gruppens er 60,121. Altså en lidt større forskel end ved dag 11, men alligevel ikke markant.

Et andet interessant parameter er watt. Her ses det, at “maximal power output” i kontrolgruppen er 339,59 ved dag 11 i projektet. Ved slutningen af projektet, estimerer forskerne, er værdien 341,23 – altså en minimal forbedring. Omvendt er EPO-gruppens resultat 346,19 ved dag 11 – og 351,55 ved slutningen af projektet – altså en større forbedring, end den kontrolgruppen havde. Bemærk, at alle resultater er statistisk signifikante. Se oversigt nedenfor:

Kilde: Effects of erythropoietin on cycling performance of well trained cyclists: a double-blind, randomised, placebo-controlled trial

Mont Ventoux på EPO

Som en endelig test og aflsutning på forløbet, udsatte forskningslederne deltagerne for en opstigning på Mont Ventoux. Her skulle man forvente, at tiden ville være markant bedre for dem, der har været under påvirkning af EPO. Men forskerne konkluderer, at gennemsnitstiden opad Mont Ventoux IKKE varierer på tværs af forsøgsgrupperne. Faktisk var den gennemsnitlige tid i kontrolgruppen 17 sekunder hurtigere end resultaterne i EPO-gruppen. Se opsummering af præstationerne på Ventoux nedenfor:

Kilde: Effects of erythropoietin on cycling performance of well trained cyclists: a double-blind, randomised, placebo-controlled trial

Det interessante ved studiet er, at det var indrettet således, at deltagerne ikke vidste, om de havde fået EPO. Således var den gruppe, der i nærværende har været omtalt som “kontrolgruppen”, en placebogruppe. I slutningen af projektet blev deltagerne spurgt, om de troede, de havde anvendt EPO. Hos respondenterne, der havde anvendt EPO (men uden de vidste det), var de korrekte svar på 9 ud af 23, altså 39%. Hos respondenterne, der var i placebo gruppen, troede 6 af 24, at de havde anvendt EPO (25%).

Konklusion

Sammenfattende kan det altså siges, at resultaterne ikke var entydige: EPO-gruppen oplevede en betydelig stigning i deres maksimale watt-output, men faktisk var deres gennemsnitlige tid på Ventoux langsommere end placebogruppen. Forfatterne konkluderer i samme retning, og efterspørger mere forskning på området:

“Overall, the results of our study showed that rHuEPO treatment enhanced performance in well trained cyclists in a laboratory-based maximal exercise test leading to exhaustion, but did not improve submaximal exercise test or road race performance.”

Promoverer Trump en utilsigtet politisk agenda?

Donald Trump er som bekendt en mand af et mangefold af aversioner. Disse kom til udtryk i valgkampen, hvor Trump erklærede en udtalt modstand mod eksempelvis frihandel. Trump ræsonnerede, at amerikanerne er ofre for “dårlige aftaler”, til trods for at de omtalte aftaler bygger på gensidig tilslutning. Ydermere har han senere beskyldt Kina og Tyskland for at have unfair konkurrencemæssige fordele, hvilket angiveligt er skyld i det amerikanske underskud på betalingsbalancen. Derudover har han sået tvivl om den brede forskningsmæssige konsensus om, at den tiltagende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, som fører til temperaturstigninger, er (som minimum) delvist menneskeskabt. Hertil kan tilføjes, at Trump har udtrykt sin skepsis over for NATOs artikel 5 (den såkaldte musketer-ed), idet flere lande ikke overholder ambitionen om at anvende 2% af BNP på militære udgifter.

Trumps valgsejr – eller sejren i valgmandskollegiet – er et vidnesbyrd om, at han ikke er ene om disse synspunkter. Men til trods for, at de relativt kontroversielle synspunkter har vundet genklang i den amerikanske befolkning, synes der at være opstået en tendens til, at tilslutningen til fx. frihandel er stigende. Dette kan tolkes som, at Trump paradoksalt nok promoverer en politisk agenda, som egentlig er hans absolutte antagonisme. Det kan muligvis forklares med, at Trumps karakter er så kontroversiel, at hans ageren hos flere vækker direkte afsky og dermed en ureflekteret politisk modstand herimod. En anden plausibel forklaring er, at Vesten efter en årrække med den såkaldte Tredje vej har anset disse principper som en fundamental nødvendighed – noget, der er blevet taget for givet. Således kan fremkomsten af stærk opposition mod frihandel, den internationale retsorden mv., have affødt et modsvar, fordi vælgersegmentet er blevet opmærksom på fordelene ved tilslutningen til disse principper.

Nedenfor undersøges aspekter, hvor der kan observeres en stigende tilslutning, som muligvis er korreleret med Trumps aversion herimod.

Figur 1: frihandel

Som det fremgår i figur 1, afløses en lang tendens til, at amerikanerne synes, at frihandelsaftaler har været ufordelagtige, til, at markant forøgelse i andelen af respondenter, der mener, at frihandelsaftaler er gunstige.

Figur 2: NATO

Efter flere måneder, hvor Trump har erklæret krig mod de lande, som ikke lever op til 2% målsætningen i NATO, synes der at være en stigende tendens til, at befolkningen i de respektive lande har en positiv opfattelse af NATO.

Tabel 1: føderale udgifter i USA

If you were making up the budget for the federal government this year, would you increase spending, decrease spending or keep spending the same for …

Som det fremgår ovenfor, kan der observeres en udvikling i retning af, at amerikanerne generelt er for stigning i udgifterne til udvalgte emner. Mest interessant er imidlertid udviklingen hos Republikanerne, som fremgår i venstre side. Her ses det, at der siden 2013 er sket en fordobling i andelen af Republikanske respondenter, der er for en stigning i udgifterne til “Needy people in the U.S”. Endvidere fremgår det, at hele 35% af Republikanerne er for en stigning i Medicare – i mod 24% i 2013. Derudover fremgår det, hele 23% af Republikanerne er for en stigning i “Environmental protection”, imod 11% i 2013.

Det må desuden forventes, at tilslutningen til bekæmpelse af klimaforandringer er steget, efter Trump trak USA ud af Paris aftalen. I den forbindelse er det også relevant at inddrage, at der efter Trumps tilbagetrækning har været en kraftig modreaktion: kendte personligheder som Michael Bloomberg, Elon Musk og Arnold Schwarzenegger har erklæret deres uforbeholdne støtte til en progressiv miljøpolitik, og forventes at bidrage hertil økonomisk og politisk. Yderligere har en række stater proklameret, at de fortsætter deres udvikling i omstillingen til vedvarende energi, uagtet den føderale politik på området.

Promoverer Trump (utilsigtet) den politik, han står i opposition til?

Det er vanskeligt at afgøre, hvorvidt udviklingen kan tolkes som en modreaktion til Trump og de synspunkter, han repræsenterer. Det er imidlertid interessant at betragte, hvordan der på alle nævnte parametre kan observeres en stigende tilslutning til den agenda, som Trump står i opposition til. Det er plausibelt, at den pludselige stigning er korreleret med en spontan modreaktion forårsaget af en dybdegående aversion mod Trump. Det kan omvendt også, som tidligere fremført, tolkes som en pludselig “vækkelse”. Vi har i årtier været vant til stigende international forpligtelse og sammenvævning. Derfor repræsenterer det et regressivt element, når en amerikansk præsident erklærer en så åbenlys aversion mod globale forbindelser og progressiv miljøpolitik, hvilket givetvis kan have affødt den påståede modreaktion.

Terrorisme i USA

Donald Trump lagde i sin valgkampagne vægt på den islamistiske terrortrussel, der præger Vesten i disse år. Trump refererede flere gange til terrorangreb i europæiske storbyer, og illustrerede herved den dystre tilstand, som USA, ifølge Trump, imødegår. Trump har ganske ret i, at særligt vesteuropa er præget af en islamisk terrorbølge i disse år.  Med henvisning hertil forsøgte Donald Trump at retfærdiggøre nødvendigheden af sit kontroversielle indrejseforbud, som omfattede 7 forskellige lande, hvori borgernes religiøse bekendelse var overvejende muslimsk. Men hvordan er terrorismens omfang i USA? Og hvilke oprindelseslande har dem, som har begået terror i USA?

Tænketanken, Cato Institute, har i analysen Terrorism and Immigration: A risk analysis gennemgået samtlige terroranslag i USA i perioden 1975-2015 (som således ikke indbefatter terroranslag som fx. Orlando, 2016).

Ved nærlæsning af analysen, er det evident, at den største sikkerhedstrussel mod amerikansk sikkerhed i form af terror ikke er amerikanske statsborgere. Således er hele 88% af drabene relateret til terror i perioden 1975-2015 begået af udenlandsk fødte turister eller migranter. Dette svarer til 3024 ud af et samlet antal på 3432 drab relateret til terror i perioden.

Ovenstående kan umiddelbart synes at validere påstanden om, at indvandring kan udgøre en mærkbar trussel for den interne sikkerhed i landet, som det ses fremført af flere aktører i det politiske spektrum i disse år. Men selvom intet menneskeligt tab bør negligeres, eller på nogen måde kan relativeres, er det interessant at se på risikoen for terror samt omkostningerne ved eksempelvis at indføre et indrejseforbud, som Trump har plæderet for.

Hvis vi for god ordens skyld inkluderer terrorangrebet på World Trade Center i 2001, som åbenlyst står for hovedparten af dødsfaldene relateret til terror i perioden, var risikoen for at dø i et terrorangreb begået af en udlænding 1 til 3.6 millioner per år. Selvom jeg igen må påpege, at jeg ikke bestræber mig på at relativere eller forklejne dødsfald, kan det rettelig konstateres, at risikoen for at dø i bil, på cykel eller endda sågar i sit badekar, formentlig er større. Kigger vi videre i tallene finder vi endog, at risikoen for, at en amerikaner blev dræbt af en flygtning i perioden 1975-2015 i forbindelse med et terrorangreb er hele 1 til 3.64 milliarder. Per år. Skulle man følge præsident Trumps retorik, kunne man foranlediges til at tro, at illegale indvandrere skulle udgøre en stor sikkerhedspolitisk trussel. Dette er imidlertid ikke tilfældet, idet risikoen for at blive dræbt i et terroranslag begået af en illegal immigrant i periode 1975-2015 er hele 10.9 milliarder per år. Omvendt er risikoen for at blive dræbt af en turist med b-visa i selvsamme periode 3.9 millioner per år. Til trods herfor, har Trump ikke foreslået et forbud mod turisme, endskønt dette altså udgør en proportionalt større trussel end flygtninge og illegale indvandrere. I tabel 1 fremgår risikoen for dødsfald relateret til terror begået af udlændinge.

Tabel 1.

Kilde: Cato institute

Det sikkerhedspolitiske dilemma

Der er generel enighed i Vesten om, at islamisk terrorisme udgør en væsentlig trussel. Det er ikke hensigten at påstå noget modsatrettet i nærværende indlæg, endskønt jeg finder, at truslen i et historisk og statistisk perspektiv er blæst ud af proportioner. Accepteres alligevel præmissen om, at vi står foran en apokalyptisk fremtid, dersom vi fortsat tillader indvandring fra muslimske lande, bør det overvejes, hvorvidt målet vægter højere end resultatet. I en amerikansk kontekst er der nemlig det “problem”, at udlændinge udgør et nettobidrag til statskassen (hvilket sjældent er tilfældet i nordiske lande). Det betyder, at såfremt man indfører et indrejseforbud, som Trumps agenda stipulerede, ville det medføre et økonomisk tab.

Konkret kan vi undersøge prisen for at redde hver enkelt terroroffer. Dette kan forekomme morbidt, og det bør igen understreges, at hensigten her ikke er at nedvurdere menneskeliv, men blot at kortlægge de objektive data. Så må det stå til læserens tolkning, hvorvidt bestræbelserne på at imødekomme terrortruslen vægter højere end de økonomiske tab.

I analysen fra Cato instituttet fremgår det, at en analyse af føderal regulering på området viser, at man typisk ikke vil indføre regulering, såfremt risikoen for individuelle dødsulykker er mindre end 700.000, hvilket således indikerer, at risikoen for udenlandsk terrorisme er langt større, end hvad der normalvist er “smertegrænsen”.

Prisen på et menneskeliv 

I analysen trækkes der på undersøgelser fra Hahn, Lutter & Viscusi, som estimerer, at et menneskeliv er 15 millioner dollars værd, hvilket er en højere sum end eksempelvis Homelands vurdering til 13 millioner dollars.

Hvis vi vender tilbage til dødsfaldene relateret til terrorisme, fås det, at den samlede omkostning i menneskeliv i føromtalte periode var omkring 45 milliarder dollars, eller 1.11 milliarder om året. Fjernes anslaget på World Trade Center, er tallet 615 millioner dollars. Alligevel vedholder vi at inddrage 9/11, endskønt angrebet kan klassificeres som særdeles afvigende.

Ud af de 154 udenlandsk fødte terrorister omfattet af analysen, var 40 af dem i stand til at dræbe i forbindelse med deres terroranslag, hvilket giver et gennemsnitligt drabstal på 75,6. Fraregnes 9/11-anslaget, dræbte 21 udenlandsk fødte terrorister et samlet antal mennesker på 41 i perioden 1975-2015. Kigger vi yderligere på tallene, kan vi se, hvad forekomsten af terrorisme i forhold til det samlede antal af optagne personer i den givne kategori. I perioden 1975-2015 kom 3.252.493 flygtninge til USA, hvoraf 20 var terrorister, hvilket svarer til en andel på 0.00062%. Med andre ord var der 1 terrorist for hver 162.625 flygtninge, der kom til landet. Ud af de 20 flygtninge, der var terrorister, lykkedes 3 med at dræbe i alt 3 andre i forbindelse med deres terroranslag. Fastholder vi vurderingen af prisen på et menneskeliv på 15 millioner dollars, giver det 45 millioner dollars i alt, hvilket beløber sig til 13,84 dollars pr. flygtninge visa udstedt i perioden. Som en sidebemærkning kan det bemærkes, at de tre flygtninge var cubanere. Samme regnestykker kan vi lave for de resterende grupper, hvorved vi kan se, hvor den forholdsmæssigt største trussel er:

Tabel 2: Terror og omkostninger relateret hertil

Kilde: Cato institute

Som det fremgår ovenfor, er flygtninge den forholdsmæssigt største trussel, idet der i perioden var 162.625 flygtninge pr 1. terrorist. Omvendt var tallet 2.651.963 i kategorien “illegal immigrant”. Opgør vi antal ankomne i den givne kategori pr. offer, ser tallene imidlertid anderledes ud: den største trussel er her “Fiancé(e) visa (K-1)”, med 43.152 ankomne pr. offer i terrorangreb begået af personer fra denne kategori.

Cost-benefit-analyse

For at afgøre, hvorvidt det er nødvendigt med regulering af indstrømningen af personer fra bestemte kategorier (eller lande, som Trump foreslår), kan det være instruktivt at foretage en cost-benefit-analyse. Selvom screening mv. kan være effektivt, er det vanskeligt at fange alle de brodne kar, når indstrømningen er så stor. Derfor foreslår nogle et komplet moratorium for indvandringen. Dette vil imidlertid blive dyrt, idet nytilkomne generelt er nettobidragere til statskassen i USA (hvilket, som tidligere nævnt, ikke er tilfældet i nordiske lande). Derfor bør det overvejes, hvorvidt fordelene (større intern sikkerhed) opvejer omkostningerne (at fratage bidragsydere muligheden for at komme til USA). I den henseende vurdere Benjamin Powell fra Texas University, at omkostningerne ved et komplet indvandringsmoratorium vil være 229 milliarder dollars årligt. George Borjas fra Harvard vurderer imidlertid tallet til at være 35 milliarder dollars, altså markant lavere.

Et sådant moratorium ville i perioden 1975-2015 betyde, at USA kunne have afværget 190 drab begået af 117 illegale indvandrere, “LPRs”, studerende, flygtninge, asylansøgere og dem, hvor man ikke har været i stand til at fastslå visum-kategori. De resterende 2.834 drab begået af 34 turister ville med andre ord ikke kunne afværges, da moratoriet ikke ville indbefatte turister. Således ville 93,7% af terrorofrene i den behandlede periode ikke kunne reddes af et indvandringsmoratorium. For at oppebære omkostningerne ved indførsel af et indvandringsmoratorium i USA, skulle moratoriet afværge hele 2,333 dødsfald årligt, hvis vi fastholder prisen på 15 millioner dollars for et menneskeliv. Altså 504 gange så mange, som der i realiteten døde i perioden i forbindelse med terroranslag omfattet af (det hypotetiske) indvandringsmoratorium.

Bruger vi imidlertid Powells årlige vurdering af omkostningerne til 229 milliarder dollars årligt i forbindelse med et indvandringsmoratorium, skulle moratoriet forhindre 15.267 mord i forbindelse med terrorisme årligt. Det er 3.294 gange så meget, som det gennemsnitlige årlige antal dødsfald begået af de omfattede kategorier i perioden 1975-2015.

Turismeforbud?

Set i lyset heraf, synes det næppe ræsonnabelt at indføre et indvandringsmoratorium, da turister oftest er delinkventen i forbindelse med terrorisme på amerikansk grund. For at afværge terrortruslen synes det i den kontekst mest hensigtsmæssigt at indføre et forbud mod turisme.

Men et forbud mod turisme er yderst omkostningsfuldt og ikke særligt omkostningseffektivt. The World Travel and Tourism Council vurderer, at turister i 2014 “boostede” den amerikanske økonomi med 194.1 milliarder dollars årligt. Det betyder, at et turismeforbud vil “fratage” amerikansk økonomi, hvad der svarer til cirka 1% af bnp årligt.

Som tidligere anmærket, stod turister for 93,7% af alle mordene relateret til terrorisme i perioden og gennemsnitligt blev der slået 69,1 amerikanere ihjel årligt af turister i forbindelse med terrorisme. Hvis et turismeforbud indførtes, ville dette betyde, at man kunne “spare” 1.037 milliarder dollars årligt, hvis vi fastholder vurderingen på 15 millioner dollars for et menneskeliv. Omvendt skulle et sådant turismeforbud forhindre 12.940 mord om året for at være ræsonnabelt i et økonomisk perspektiv. Dette er 4,3 gange så mange, som samlet set døde i hele perioden 1975-2015.

Konklusion

Overordnet var turister således den største sikkerhedstrussel i perioden 1975-2015. Dette skyldes primært, at 9/11 hovedsagelig blev begået af turister. 9/11 kan kategoriseres som en outlier, da det er yderst sjældent, at lande udsættes for så omfattende angreb. Dette har muligvis medvirket til, at Cato instituttets analyse er en smule forvredet. Det ændrer imidlertid ikke på, at de absolutte dødstal relateret til flygtninge og illegale indvandrere i den behandlede periode, er yderst lave. Dette er interessant i lyset af, at Trump udråber illegale indvandrere og flygtninge som en væsentlig sikkerhedsrisiko. Omvendt kan det diskuteres, hvorvidt trusselsbilledet har ændret sig. Det kan eksempelvis indvendes, at USA i højere grad end tidligere er eksponeret for terrorisme end tidligere. Terrorismen kan, som vi har erfaret i Europa, i mange tilfælde udføres af nytilkomne. Alligevel efterlades politikere i et dilemma, idet omkostningerne ved et indvandringsmoratorium overskrider fordelene betydeligt. Og turisme, som i den behandlede periode har udgjort den største fare, er der næppe nogen, der vil forbyde.